Det er lidt pudsigt at køre over målstregen uden at kende sit resultat. Man er på en gang nysgerrig efter at vide hvor man ligger i forhold til de andre, men samtidig nervøs for at tiden er langsom. Når man har hovedet inde i et "badekar" af en enkeltstartshjelm og hjernen fuld af mælkesyre, er det svært at høre hvad der bliver sagt, når man passerer målstregen.... Man kan bare stå og vente på at de sidste kommer i mål og håbe på at de ikke når at indhente ens egen tid.

Jeg viste jeg havde kørt godt fordi jeg havde overhælet 2 gode ryttere, men jeg vidste ikke at det gik så godt så jeg vandt DM i enkelstarten. Benene føltes stærke og jeg fandt en god rytme, og det er ofte sådan, at de løb, der går godt oftest slet ikke så hårdt som de mindre gode.

Det var fedt at vinde DM i min favoritdisciplin: Det var mig selv, der trådte i pedalerne, men det var ikke gået så godt uden hjælp fra nogle erfarne cykelryttere og gode venner, som jeg skylder en stor tak:

Min træningsmakker Lasse Jakobsen, der har været en uvurderlig hjælp og støtte i træning og løb det sidste halve års tid - og lige op til DM - både med cykelmekanik og som  servicebil-fører. Og til vores "room mate" Bjørn Oppermann, der viste mig hvordan jeg skulle komme ned ad Pøt Mølle uden at bremse for meget...

Og så en kæmpe tak til Tommy Nielsen Moberg, der lånte mig sin fabelagtige enkeltstartscykel fordi min egen gik i stykker den dag jeg skulle afsted på min DM-rejse, som gik en smuttur forbi veteran-DM på Langeland for at heppe på mine klubkammerater.   

Og så tak til alle andre, der har hjulpet med udstyr, træning, smil, godt humør, opbakning mm.